VEGANER: Jeg er jo bare så glad for os to

Min personlige fortælling

Jeg er på den frodigste eng. Solen står skarpt på himlen, så jeg må knibe øjnene en smule sammen. Under mig er min firbenede, stærke og trofaste ven, der er, endnu, tættere forbundet med riget omkring os, end jeg er. Det lange græs når lige at røre mig let på knæet i en kildren, der tvinger mine mundvige opad. Min latter er så ægte. Det sitrer helt i min krop, det er saligheden. Kan andre mærke den?

Græsset er så grønt og rent, så langt øjet rækker. Vinden omfavner os i et langt og pludseligt pust, der får de lange græsstrå til at danse. Det er så skønt.

Kan andre se det?

Energien vokser i os. Mine tanker er klarere end nogensinde før, og jeg mærker, hvordan energien pumper rundt i min krop og videre til hendes, så hun ikke længere kan holde galoppen tilbage. Solen aer min kind, som kun min mor kan gøre det. Jeg er hjemme, jeg er i ét med naturen. Måske giver oplevelsen slet ikke mening for dig, hvor ærgerligt det end er. Måske, fordi du ikke kender hende, min skat, min engel, min hest, Felicia.

Jeg er ret sikker på, at grønne ikoner som Beyoncé og Ulrich Thomsen stadig læser med, men gør du også?

Jeg ved godt, at det her er noget mere kreativt end Politiken og akademiske tekster, men lad mig lige færdiggøre min sprogblomst. Selv, var jeg meget syg gennem tre år. Felicia var ved min side, dagligt, før sygehuset, efter sygehuset, i gråd, under smerte, i mørke. Jeg blev rask, og hun var ved min side og groede et stort lys med mig. To store dådyrøjne, så gode, ser stadig på mig. De øjne er for evigt mit minde om, at livet er tilbage, min redning. Jeg VIL holde om hende, passe på hende.

Her får jeg næsten lyst til at bede dig sætte Nik og Jays musik på. Jeg elsker, min Felicia, dybt. Dybere, end jeg kan formulere mine ord. Jeg vil give igen. Jeg vil sige tak. Tak til hende, naturen og livet, der åbenbart ikke er en selvfølge. TAK. Fik jeg sagt tak?

Hvorfor jeg blev veganer?

Se, kan du ikke nok forstå, hvorfor? Hvorfor jeg blev veganer? Veganere skildres af og til som irriterende, ekstreme, onde, bedrevidende, generende og krævende. Jeg vil ikke engang argumentere i mod, for det ligger mig så fjernt, at dét skulle være min hensigt. Og for at blive i klare formuleringer, er hensigten hér også ganske simpel: Jeg er bare så glad for mine firbenede venner, gulerødder og os to. Jeg er bare så glad for at være veganer. Det vil jeg gerne slå et ganske kort slag for hér.

For mig, handler det særligt om at have brugt min voluntære opmærksomhed i et bevidst valg om at være glad, i ethvert sekund, hvor slidt det end klinger af Ole Henriksen.

Men vi kan vist godt blive enige om, at den mand aldrig bliver slidt. Det samme gælder lykken. Hvis verden kæmper i mod, skal vi huske, at hjernen er plastisk i sindets skov af træer. Vi kan altså finde glædens tilgroede sti alligevel, vi skal blot blive ved med at gå den. Næsten helt eventyrligt naivt, hænger det sammen med at være god mod verden – hele vejen rundt. Altså også mod dyrene. Alene dette, åbner sindet med et lys gennem hjernestammens produktion af lykkehormoner.

De mange gevinster

Gevinsterne er mange. Maden er én af de allerstørste, men ofte misforstået som det modsatte.

Som alt andet, køres det ofte op i en spids.

Og et eller andet sted, giver det jo også god mening, hvorfor. Verden er ved at smelte og springe i luften, fordi ozonlaget er så tildækket af drivhusgasser, at den geniale hensigt går helt i vasken.

Vi bliver ikke kun holdt varme, vi har kurs mod at blive grillet, helt og aldeles. At vælge vegansk mad skulle, ifølge flere kilder, nedsætte den risiko dobbelt så meget, i forhold til et konservativt suppe-steg-og-is-koncept. Det er helt vildt.

Hvordan kommer jeg i gang?

Men det er egentligt ikke helt vildt at spise vegansk. Der er mange måder at gøre det på. Personligt ændrede jeg min livsstil som nat bliver til dag, og jeg har elsket alt ved det lige siden.

Jeg foretrækker store, varme salater, elsker-elsker-elsker at kreere rå kager, og så er jeg den største æble-nørd, jeg kender.

Men helt ærligt, er der noget bedre end et kæmpe, dansk æble, hvis sødme kildrer helt ud i tåspidserne?

Men helt ærligt, så betyder det jo så også, at jeg er et enormt dårligt eksempel på at få dig til at give veganismen, blot, en chance. Og det var netop en vinterdag, hvor et crave fik mig til at smøre en vegansk bolle med ost og tandsmør, at det gik op for mig. Det er altså vigtigt at vise, at man netop kan blive ved med at få dén bolle – bare vegansk. Især, hvis det netop er dén bolle, der gør det så svært at tage del i at redde Jorden?

Køderstatninger som veganer

Så jeg vælger at gå lige til sagen. Føler du et behov for kød? Spis køderstatninger. Her kan jeg virkelig anbefale dem fra Økolivet i Aldi. Bum, så har du både burger, rugbrødsmad og boller i karry. Er du vild med youghurt, en cremet lasagne og Spaghetti Carbonara? Køb eller lav dit eget. Naturli’s havredrik er rigtig god i kaffen, og jeg er så glad for (hjemmelavet) kokosyoughurt. Er du afhængig af sukkersøde, bløde cookies samt Snickers – og Bountybarer? Lav dine egne eller køb fx Lenny & Larry’s og Go Max Go. GreenOS og helsekostforretninger har flotte udvalg med alt fra pesto, peanutbutter og mandeldrik til is, frysepizza og skumfiduser med vaniliesmag.

Veganske caféer

Mulighederne for at spise ude er gode, lige fra København til Odense til Ribe. Her skal NicecreamCPH, Café Kosmos og Cafe K-ærlig nævnes som nogle af mine favoritter. Jeg vil blot påpege, at mine anbefalinger er lige fra hjertet. Det er altså ikke et forsøg på reklamere, men snarere et forsøg på at gøre det, bogstaveligt talt, mere håndgribeligt.

Går du op sundhed, eller er du virkelig ligeglad – det er fuldstændig ligegyldigt. Det eneste du bør være særligt opmærksom på er at tage et tilskud B12, idet dyrene også får det i deres foder, og når vi nu ikke spiser dem, får vi jo altså heller ikke B12.  Det er særligt vigtigt for vores avancerede nervesystem. Vegansk mad er bare god mad, ingen diæt, ingen mangler, ingen restriktioner, blot glæde.

Mit frirum

Inden mørket lukker sig helt om os, rider vi med skovvejen hjem. Tusmørkets stilhed fylder os med en ro, som kun Søren Ryge kan det med sin rolige stemme en søndag på TV2. Aldrig har jeg mødt et frirum som dette, hvor naturen, nærmest helt religiøst, giver os muligheden for at længes efter at få livet til at give mening. Livets virkelige værdier bliver pludseligt synlige.

Jeg forlader naturen og i mødet med hendes klare, godmodige øjne, ved jeg, at vi, sammen, netop har oplevet noget unikt. Vi behøver jo ikke klæde os ud som hippier, forvandle os til Yogier hver eneste morgen, rejse på en spirituel rejse til Bali, spise græs fra haven eller blive en del af Alternativet. Måske er det bare vigtigt, i nutidens samfund, at stoppe op, se de små glæder og opleve en helt særlig, enestående glæde og ro ved, blot, at leve og mærke livets virkelige værdier. Og forstå, at det er det dyrebareste, vi har. Tak til naturen, dyrene og os to. Det bliver mit sidste tak i denne omgang, og blot fordi jeg er sådan én, der topper alt med drys glimmer, får du lige den her på vej ud:

Namasté.