Hvorfor får man huller i tænderne?

Huller i tænderne kaldes også caries. Huller opstår, når bakterier på tænderne, omdanner sukker til syre. Hvis ikke du fjerner bakterierne ved at børste tænder med fluortandpasta, vil der på sigt opstå huller i tænderne.

Hvorfor får man huller i tænderne

Når sukker omdannes til syre i munden, sker der en ætsning af det yderste af tanden (emaljen). Fortsætter denne ætsning igennem længere tid, bliver skaden så udtalt, at der kommer et hul. Et af de første tegn på et hul, er, når der opstår et hvidt område på tanden – her er mineralerne i tanden gået tabt. Det er muligt at standse et hul i dette stadie, det gøres ved at børste i området med fluortandpasta.

Kan man mærke et hul?

Mange tror fejlagtigt, at man kan mærke et hul. Det kan man bestemt ikke altid, det er derfor vigtigt at få sine tænder efterset hos tandlægen regelmæssigt. Et begyndende hul kan ofte ikke mærkes, men du kan opleve symptomer, når hullet er blevet større. Hvis et hul udvikler sig uden behandling, kan infektionen brede sig til tandens nerve.

Hvordan behandler man et hul?

Det syge tandvæv skal bores væk, så der kan lægges en fyldning. Størrelsen på hullet kan variere, men du kan blive lokalbedøvet, så du ingenting mærker under behandlingen.

Hvad kan du selv gøre for at undgå huller i tænderne?

  • God mundhygiejne
  • Brug altid tandpasta med fluor
  • Begræns sukkerindtag
  • Brug tandtråd – det minimerer risikoen for huller mellem tænderne
  • Gå regelmæssigt til tandlæge